Piekut (…) har begået et album der, hvis der er retfærdighed til i universet, vil fungere som løfteraket for hans videre fart i internationalt kredsløb
Thomas Michelsen, Politiken 2019

 

At indspille Beethovens kæmpeværk ’Diabellivariationerne’ som debut-CD inden man overhovedet har færdiggjort sine studier kræver mod, ambition og en vis portion egensindighed. Ovenikøbet at modtage strålende anmeldelser og musikkritikernes årlige hæder: ’Musikanmelderringens Kunstnerpris’ for bedriften kræver et usædvanligt talent. Alle disse karakteristika er med til at beskrive pianisten Gustav Piekut. Tilføjer man en et energisk og imødekommende væsen og en passioneret tilgang til klaveret og klavermusikken, begynder billedet at tegne sig mere tydeligt.

Gustav er født i 1995 og har med sin opvækst i Kolding rødderne solidt funderet i den jyske muld. Opvokset i en familie uden andre professionelle klassiske musikere viste hans egensindighed sig allerede tidligt, da han som 6-årig insistererede på at starte til klaver, hvorefter han allerede som 12-årig debuterede med Sønderjyllands Symfoniorkester og støvsugede alle landets ungdomskonkurrencer for præmier. Som 14-årig rejste han rundt i Danmark og spillede sine første solo-recitals og siden har han optrådt med bl.a. DR SymfoniOrkestret, The Kazakh National Orchestra og The Lithuanian National Orchestra i sale som Laeiszhalle i Hamborg, Koncerthuset i København, Tivolis Koncertsal og National Concert Hall i Dublin.

Efter studier på Klaverskolen Gradus hos Martin Lysholm Jepsen rejste Gustav tidligt til Berlin, hvor han færdiggjorde sin bachelor med topkarakter på Universität der Künste hos prof. Klaus Hellwig. Han kom dog jævnligt til Danmark, bl.a. i 2017 hvor han — som første danske deltager i konkurrencen nogensinde — vandt 2. pris samt alle specialpriser (publikumspris, Carl Nielsen pris og EMCY pris) ved Aarhus International Piano Competition.

Andre priser i internationale konkurrencer er bl.a. Bridget Doolan Prize for bedste Mozart-opførelse ved Dublin International Piano Competition (2015), ’Golden Parnassus prize’ ved International Piano Forum i Polen (2016), ’Grand prix’ ved Music Without Limits i Litauen (2010) og 2. pris ved ’Astana Piano Passion’ i Kazakhstan (2013)

Blandt mange fine legater og hædersbevisninger er Gustav meget privilegeret at have et mesterinstrument at arbejde på, idet han har fået et Steinway flygel stillet til rådighed af Augustinus Fonden. I 2018 vandt han desuden Sonnings Talentpris.

Gustav bor siden august 2019 i København, hvor han studerer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Jens Elvekjær.

 

Fra anmeldelser af Beethovens ’Diabellivariationer’ op. 120

Her er sikkerhed, fingerfærdighed og beethovensk eksplosivitet. Men her er også balance, eftertanke og modenhed. Frem for alt er her en forståelse for den indre logik i Beethovens kolossale værk…
Politiken 2019 (5 hjerter)

Gustav Piekut manages to present the whole structure, the continuity and the technical virtuosity of these variations with power, grace, humour and understanding.
John France, Musicweb International 2019

Gustav Piekut spiller de 33 variationer med suveræn teknik, ja, djævleblændt godt.
Kristeligt Dagblad 2019 (5 stjerner)

Hvad der nu sker, når man møder de minutkorte indkast i op. 120, lanceret med svævende følsomhed og resolut præcision af Gustav Piekut, er, at de lyser op som dybdelyriske meddelelser (…) at sammenligne med haikudigte. Mere akkurate og sublimere end strøtanker.
Peter Johs. Erichsen, Weekendavisen 2019

The young dane provides the listener with an increasingly compelling journey (…) the dramatic tension remains impressively taut and gripping.
Pianist Magazine 2019 (5 stars)

En poet og virtuos ved klaveret (…) Gustav Piekut viste sig som en fintfølende, eftertænksom og poetisk pianist.
Westdeutsche Allgemeine Zeitung 2016

 

Af Neel Teilmann