Gustav Piekut

pianist

* * * * *  5 STARS

It’s quite something for a 24-year-old performer a to make his debut recording with the work which Alfred Brendel famously described as ‘the greatest of all piano pieces’. The young Dane proves himself worthy of the risk, and provides the listener with an increasingly compelling journey through Beethoven’s challenging stop-start musical landscape. He begins attractively enough with a spirited account of the early variations (although his decision not to make any alterations in the repeats pulls the tension down somewhat) but then he really comes into his own during the slow and mysterious 14th variation, with its curious shivering little hemidemisemiquavers. His sound is as quiet and controlled as it is possible to be, and the effect is truly luminous. After this the energy levels soar, the playfulness leaps out, and the dramatic tension — that elusive ‘through-line’ which holds the variations together — remains impressively taut and gripping.

DOWNLOAD AS PDF

* * * * *  5 STARS

Gustav Piekut markerer sig overbevisende med sit første album med krævende musik af Beethoven.

Man kan tage fat i en ny klaverudgivelse og lege legen: Hvad hører vi her? Er det en af de kendte pianister, der spiller Beethoven? Nej. Vi lytter til en ung dansker, 23 år gammel, der tager livtag med et af de vanskeligste værker i den klassiske klaverlitteratur: Beethovens ’Diabelli-variationer’.

Udspillet er udsendt på en dansk label, og for at det ikke skal være løgn, er det pianisten Gustav Piekuts debutalbum.

Man spidser ører. For én ting er Beethovens kanoniserede klaversonater, som i menneskealdre har været prøvesten for pianister. Men hans såkaldte ’Diabelli-variationer’ er i dén grad en udfordring. Komponeret til sidst i det store B’s karriere og over lange stræk næsten overjordiske i udtrykket.

De vildtvoksende variationer blev til på grund af en lille opgave, der i Beethovens ambitiøse hoved voksede til noget enormt. Ligesom andre komponister i Wien var Beethoven blevet spurgt af musikforlæggeren Anton Diabelli, om han kunne skrive en enkelt variation over en melodi, Diabelli leverede, til en kollektiv udgivelse. I overensstemmelse med sit kompromisløse gemyt gik Beethoven grassat og komponerede sine ’33 forandringer over en vals af Anton Diabelli’. Hvormed han overgik antallet af variationer i Bachs ’Goldberg-variationer’, der ellers var milepælen for den slags præstationer.

Beethovens ’Diabelli-variationer’ tager en time at spille, og de udgør et univers af følelser og tilstande, der griber og afløser hinanden.

Gustav Piekut mestrer hele dette værk, der efter at have rundet melodien fra en kendt operaarie af Mozart på sin vej passerer svævende lette Bach-planeter i galakser endnu længere ude i musikhistoriens uendelige rum. Galakser så fjerne, at Diabelli umuligt kan have forestillet sig, at hans lille tema kunne fungere som løfteraket på en rejse derud.

Beethoven var en musikalsk astronaut, inden der var noget, der hed rumfart, og Piekut, som med denne indspilning præsenterer facit efter en lang række liveopførelser af ’Diabelli’, har begået et album, der, hvis der er retfærdighed til i universet, vil fungere som løfteraket for hans videre fart i internationalt kredsløb.

Her er sikkerhed, fingerfærdighed og beethovensk eksplosivitet. Men her er også balance, eftertanke og modenhed. Frem for alt er her en forståelse for den indre logik i Beethovens kolossale værk, der er det nødvendige brændstof, når man vil foretage så lang en tur ud i musikkens verdensrum.

Gustav Piekut har for længst været solist med Sønderjyllands Symfoniorkester og DR’s ditto. Han er allerede i gang med en international karriere, og han har vundet priser. Herunder hele fire ved Aarhus International Piano Competition forrige år. Med denne udgivelse er hans niveau dokumenteret. På søndag spiller Gustav Piekut i øvrigt Schubert og Debussy i Anexet ved Lundsgaard Gods i Kerteminde.

www.politiken.dk

Gustav Piekut zu Gast beim Klassik-Forum von „Konjungtur“. Der preisgekrönte Pianist begeistert die Zuhörer im Kammerkonzertsaal.
Musik aus Dänemark? Carl Nielsen: ja, aber dann? Interpreten aus dem nördlichen Nachbarland? Es gibt ein paar, aber mit längerfristiger Resonanz nur ganz wenige. Und nun ein junger Pianist aus Kopenhagen: Gustav Piekut, zu Gast beim Klassik-Forum von „Konjungtur“ im gut gefüllten Kammermusiksaal.

Ein aktueller Blick auf die Komponistengeneration in seiner Heimat gehörte nicht zu seinem klassisch-romantisch dominierten Programm. Im Gespräch verriet der zur Zeit in Berlin (Prof. Klaus Hellwig) studierende Künstler vom Jahrgang 1995, dass er sich in den nächsten beiden Jahren dänischen Musikern widmen wolle.

Seine Bottroper Visitenkarte: Claude Debussys „Preludes“ mit vier impressionistischen, assoziative Bilder zaubernden Charakterstücken, Ludwig van Beethovens beliebte Klaviersonate Nr. 31 As-Dur, op. 110, Frederic Chopins vier Mazurken op. 24, dazu noch die herrlich virtuose „Polonaise-Fantasie“ op. 61 und zum Abschluss Sergej Prokofjews wuchtige, motorisch getriebene Sonate Nr. 7 op. 83 – eines der Schlüsselwerke des 20. Jahrhunderts. Denn der russische Schüler von Nikolai Rimski-Korssakow, der für diese hämmernd-monumentale Sonate mit dem Stalin-Preis 1942/43 belohnt wurde, schildert in den drei Sätzen die Fratze des Krieges, die Gefährdung der Menschheit, die Sehnsucht auf Frieden. Ein monströses Memento wider Gewalt, Terror, Diktatur. Bei der explosiven, fesselnden, ja sensationellen Wiedergabe durch Gustav Piekut steht ungeschrieben über dieser Noten-Attacke: Warum Schlachten?

Das war jedenfalls der Höhepunkt seines Recitals. Piekut, der bereits dreimal den dänischen Nationalwettbewerb gewann, aber auch außerhalb seines Landes sehr erfolgreich bei internationalen Konkurrenzen abschnitt, stellte sich als feinsinniger, nachdenklicher, poetischer Pianist vor, der sich Freiheiten gönnt – wie bei Beethovens As-Dur-Bravourstück.

Mal zerdehnt er ein Tempo, mal zieht er eine Melodie temperamentvoll an, bleibt dann im Sonaten-Fluss scheinbar stehen. Da ist manches gewöhnungsbedürftig. Aber immer gelingt ihm, das Publikum mitzunehmen auf seinem Seelentripp.

Die Mazurken: eine Labsal; die Polonaise: eine Technik-Demonstration; Debussys Bilderzählungen: einfühlsame, einprägsame, anekdotenhafte Begegnungen. Da hört Gustav Piekut tief in Klanglandschaften hinein. Die Zugabe: noch eine anmutige Mazurka. Frenetischer Applaus! Der Däne sollte/könnte bald beim Klavierfestival Ruhrgebiet auf dem Podium sitzen!

www.waz.de

Den danske pianist Gustav Piekut er nu 24 år gammel. Som 12-årig debuterede han med Sønderjyllands Symfoniorkester, to år senere var han solist hos DR SymfoniOrkestret og har siden ved musikkonkurrencer vundet adskillige førstepriser. Sidste år indspillede Piekut på Lundsgaard Gods ved Kerteminde Beethovens Diabelli-variationer Opus 120, det værk, komponisten selv kaldte »33 Veränderungen über einen Walzer von Anton Diabelli«. Forandringer, netop ikke det mere letløbende variationer. Det er Beethovens største enkeltstående klaverværk, med Piekut bliver det på 59.05 minutter.

Komponisten og forlæggeren Diabelli havde i 1819 foreslået Wiens komponister at bidrage med hver deres variation over et valsetema, som Diabelli selv leverede, til brug for en beneficekoncert til støtte for enker efter Napoleonskrigene. Diabellis fordringsløse vals har man sagtens kunnet svinge sig til under Wienerkongressen, men det var under Beethovens værdighed at bidrage med en enkelt variation i et blandet selskab, der dog omfattede blandt andre Czerny, Hummel og Schubert.

Følgelig opstod det største klassiske variationsværk ved siden af Bachs Goldbergvariationer. Beethoven når op på 33 variationer, Bach vælger 32, men slutter så til gengæld af med at gentage kimen til det hele, Goldbergs sagtmodige tema, der i modsætning til Diabellis udstråler ensomhed, ikke menneskeligt samvær. Beethoven drømmer ikke om til slut at vende tilbage til udgangspunktet. Vi er lysår fra Diabelli, når det hele ender. De tre sidste »variationer« er en dybdeborende largo, en eksplosiv fuga og med tempo di menuetto moderato til slut en både vemodig og stoisk tagen afsked med en danseform, der nu var forsvundet fra det virkelige liv, hvor valsene florerede.

Beethoven komponerede 32 klaversonater. Når man som ungt menneske lærte dem at kende, var det som at opleve en novellesamling. Hver sonate syntes at trænge sig på med en historie, nogle af dem havde endda titler, og man så stort på det påklistrede ved flere af dem. Tværtimod fristedes man ligefrem til at vove sig frem med selvopfundne fingerpeg. Men alderen sløjfede det billede. Sonaterne kom mere og mere til at fremstå som kryptogrammer, de lukkede for det anekdotiske, og beundringen for dem steg så bare desto mere. Hvad der nu sker, når man møder de minutkorte indkast i Opus 120, lanceret med svævende følsomhed og resolut præcision af Gustav Piekut, er, at de lyser op som dybdelyriske meddelelser, ikke noveller, men at ligne med haikudigte, mere akkurate og sublimere end strøtanker.

Fremme ved variation nr. 22 citeres Leporellos råkolde arie fra Mozarts opera Don Giovanni. Tjeneren trasker rundt uden for det hus, hvor hans herre har en hed stund. »Notte e giorno faticar« – »Slide i det nat og dag«. Sandelig forfrosne dansetrin fjernt fra de bonede gulve. Hvad har bragt Beethoven hen til dette lån? Forandringerne tager retning mod håndgemæng og meditationer i lige mål. Hovedløst jag og sarte krystaldryp følger for så at nå eftertænksomheden og næsten fortrydelsen i den afsluttende spøgelsesagtige menuet.

Engang syntes disse variationer at tilhøre legenden Rudolf Serkin. Man oplevede dem på vinylplade og syntes at befinde sig i en titanisk smedje. Gigantbilledet af Beethoven skulle slås fast uden nåde. Det samme lod sig opleve, da Sviatoslav Richter til sin Sonningpris-koncert i 1986 nærmest hamrede flygelet fladt og derpå som et nådesstrejf med en lakonisk fingersætning af Wagner løste alt op. Disse monumentale tilgange sigtede ikke på at skabe, hvad der nu funkler som sansninger fra 33 uskrevne sonater. Sådan celebrerer Gustav Piekut suverænt Opus 120. Musikkens poetiske tungefærdighed kommer for en dag. De fortællinger, som de 32 sonater ellers syntes at have nægtet den aldrende lytter adgang til, får et embryoliv i de sprinklende og forblødende »Veränderungen«.

www.weekendavisen.dk

* * * * *  5 STARS

Den berømte østrigske pianist Alfred Brendel (født 1931) skal engang have erklæret at, ”Beethovens Diabelli Variationer er det bedste klaverværk, der nogensinde er skrevet.” Nuvel, det er til syvende og sidst en smagssag, men de 33 variationer, Beethoven i begyndelsen af 1820’erne skrev over en vals af den østrigske komponist Anthon Diabelli (1781-1858), er en sand prøvesten for enhver ambitiøs pianist. Og magter en ung klaverløve at give en stærk fortolkning af det timelange værk, er der grund til at skrive sig vedkommendes navn bag øret.

I dette tilfælde drejer det sig om den danske pianist Gustav Piekut (årgang 1995), som allerede i en alder af 12 år debuterede sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester, og som siden har vundet en del priser, således har han tre på hinanden følgende gange vundet førsteprisen ved Danish National Steinway Piano Festival. Danacords udgivelse af hans tolkning af Diabelli Variationerne er imidlertid hans debutindspilning og giver enhver musikinteresseret lejlighed til at høre et sjældent dansk talent udfolde sig i fuldt flot – for ikke at tale om at (gen)opleve et af Beethovens vildeste værker.

Fra den livlige indledning med tempobetegnelsen ”vivace” spiller Gustav Piekut de 33 variationer med suveræn teknik, ja, djævleblændt godt. Han demonstrerer alle facetter af Beethovens opus 120, både de eftertænksomme og de mere balstyrige – der er unægtelig flest af de sidste. Og hvor er det nu, man kender den 22. variation fra? Jo, den har Beethoven lånt hos Mozart, det er nemlig Leporellos arie ”Notte e giorno faticar”, der indleder mesterværket ”Don Giovanni”.

Beethoven: Diabelli Variations – Gustav Piekut, piano – Danacord DACOCD 837

There are 98 recordings of Ludwig van Beethoven’s monumental 33 Variations on a Waltz by Anton Diabelli, Op.120 (1819-1822) in the current Arkiv Catalogue (accessed 19/03/19). I guess that there must be dozens of historical recordings that have not [yet] been remastered and reissued. It is a phenomenal number. I admit straightaway that I have not compared recordings for this review. Beethoven is not my preferred composer, so when I do listen to his music, it is likely to be an ‘old favourite.’ And if I were to want to hear to the current work for pleasure it would be in the Alfred Brendel recording released in 1990. It is simply an age/historical thing!

I reviewed this work played by Christina Bjørkoe, also on the Danacord label (DACOCD747), for MusicWeb International. I looked back at that assessment and realised that I had highlighted the fact that her playing time was 72:31, whereas Brendel clocked in at 52: 36. I noted that Bjørkoe seemed to play every repeat. I am not a Beethoven scholar, so I am not sure what the currently accepted attitudes are with regard to these ‘repeats’ in the context of the Diabelli Variations. All I remember is that it made a long work. On the other hand, Bjørkoe’s performance did catch my imagination, despite its length. Gustav Piekut’s reading is just under the hour, so I guess it is more traditional in duration.

Just to remind the listener of the historical background of the Diabelli Variations. The work resulted as a commission from the composer/publisher Anton Diabelli for a single variation from each of thirty-three composers. The proceeds of the volume were to go to the widows of fallen soldiers in the Napoleonic Wars. It was to be based in a short piece in waltz time that he (Diabelli) had composed. This theme has been described as ‘banal’, ‘trite’ and ‘a beer hall waltz’: it is certainly no masterpiece. Unfortunately for poor old Diabelli, Beethoven declined the offer to provide a contribution, but then decided to write all 33 variations himself! What happened to the original concept: did Schubert, Czerny and Hummel contribute? The answer is Yes! It comprises Part II of Vaterländischer Künstlerverein and ended up with variations contributed by 51 composers, many of whom are now long-forgotten. Part I was Beethoven’s offering, composed during 1819 and revised in 1822-23.

Tradition has it that composing the Variations “amused Beethoven to a rare degree” and that it was written “in a rosy mood” that was “bubbling with unusual humour” (Anton Schindler cited by Alfred Brendel). Even a non-Beethoven enthusiast like myself can see that the theme has potential, despite its ordinariness. Beethoven created a work that evolves from the opening tune. This is a cumulative piece: not one that can have odd variations extracted for standalone performance. So, really, the listener must dedicate an hour of his or her life, sit down, and attend from start to finish. Beethoven extracts virtually everything of value from the ‘theme’: this includes harmonic devices, rhythms and melodic phrases. Virtually every pianistic device known to composers of Beethoven’s generation, including nods to J.S. Bach, fughetta, tremolos, octaves and a powerful balance between ‘advanced’ dissonance and naïve triadic harmonies are presented. But overall, what a listener expects, and the pianist must provide is a consistent narrative that somehow moulds this massive collection of seemingly disparate music into a powerful synthesis. This fusion must lead towards the massive fugue – the penultimate variation. For me, Gustav Piekut manages to present the whole structure, the continuity and the technical virtuosity of these variations with power, grace, humour and understanding.

I was disappointed with the liner notes. Firstly, they are printed in an eye-watering yellow font on a black background. Why do record companies go for the ‘arty’ rather than for ‘utility’? The actual notes are short, but they are succinct and give the potential listener all the information required including a brief biography of the pianist. They are given in Danish and English.

I have not come across Gustav Piekut before. According to the CD flyer, he is hot property “as one of the most interesting young classical musicians in Scandinavia”. Piekut was born in 1995 (making him 24 this year) and made his debut aged 12 with the South Jutland Symphony Orchestra. He has won a slew of awards including the Dublin International Piano Competition and the Aarhus International Competition in 2017. He gained 1^st Prize at the Danish National Steinway Piano Festival ‘three consecutive times.’ He now regularly travels across Europe giving recitals and playing concertos. The present disc is his debut recording.

It is a tall order to play what Alfred Brendel has described as “the greatest of all piano works”. I am not sure I agree with the final part of this analysis, but I get his point. But taking his opinion at face value, the present performance is certainly worthy of Brendel’s accolade.

www.musicweb-international.com

Bach skrev 32 variationer over et eget lille tema, kendt som “Goldberg-variationerne”, Beethoven derfor naturligvis 33, over et lille valsetema af komponisten Anton Diabelli (1781-1858), som stort set kun er kendt, netop fordi Beethoven skrev disse variationer i 1823. Det er på mange måder et mærkværdigt værk, på én gang et pangfarvet kludetæppe og et helt unikt værk, hvor Beethoven snupper det enkle valse-tema og udvikler forskellige brudstykker fra det til noget majestætisk og ophøjet (længste variation små seks minutter), men også til små korte vignetter (den korteste på 36 sekunder), flere steder let vrængende eller parodierende.

Værket synes som en fin introduktion til hele Beethovens musikalske univers, nybegyndere kan fint starte her. Den unge danske og mangefold prisvindende pianist Gustav Piekut udgiver hermed sin debut-cd. Han tager særdeles håndfast fat i de enkelte satser, måske nok lige i overkanten, blot der eksempelvis står “allegro” eller “presto”. Det kan flere steder virke noget forceret. Men man tilgiver ham gerne, for han er helt glasklar og sprød i sit spil, som aldrig mister fokus eller overblik, og i de mere afdæmpede satser, hvor angivelserne for eksempel er “andante” eller “adagio”, vælder det lyriske og næsten æteriske frem. Så bliver det 95 procent Beethoven og meget lidt Diabelli.

Undervejs, blandt andet i variation 22, får vi lige en lille hilsen til Mozart, i et citat fra indledningsscenen fra “Don Juan”, og fader Bach skal heller ikke glemmes, ham bliver vi mindet om blandt andet i den næstsidste variation med en livfuld fuga. Gustav Piekut har tidligere spillet på Hindsgavl Musikfestival, ved Nyborg Slotskoncerter og i Odense Kammermusik, og denne særdeles vellykkede og overbevisende udgivelse er indspillet på Anexet i Kerteminde. Hold øre med ham!

Klassisk: Gustav Piekut: Beethovens “Diabelli Variationer”, opus 120

Danacord

www.fyens.dk

* * * * *  5 STARS

“Til slut indtog bl.a. pianisten Gustav Piekut (født 1995) scenen for at gennemføre R. Schumanns “Klaverkvintet i Es-dur”, og det blev kort sagt uforglemmeligt. Sammen med bl.a. Nicholas Swensen var alle sejl sat til, så man virkelig følte, at holdet gjorde sit bedste for publikum. Gustav Piekut leverede en helt fantastisk lyd fra klaveret, kontakten mellem musikerne var intens, og Schumanns dybt passionerede værk var så velartikuleret og ekspressivt, at man blev målløs.”

Full review www.jyllands-posten.dk

Warendorf – Mit der Verpflichtung des jungen dänischen Pianisten Gustav Piekut für einen Klavierabend in der Christuskirche ist der Konzertagentur Martin Müller aus Ostenfelde ein absoluter Treffer gelungen.

In der voll besetzten Christuskirche konnte Pfarrer Herwig Behring am Freitagabend diesen bereits mit zahlreichen Preisen ausgezeichneten Künstler begrüßen und dem Publikum einen außergewöhnlichen Klavierabend versprechen. Auch Volker Hedrich vom Verein „Freunde und Förderer der Christuskirche Warendorf “ sowie die stellvertretende Bürgermeisterin Doris Kaiser sprachen Grußworte. Einmal mehr erwies sich die Institution „Klavierkonzerte in der Christuskirche“ als eine Erfolgsmarke, die sich im Warendorfer Kulturleben inzwischen einen festen Platz in der obersten Liga erworben hat.

Martin Müller, der auch Presbyter und Kirchmeister der evangelischen Kirchengemeinde ist, führte sachkundig durch das Programm mit zwei musikalischen „Schwergewichten“: im ersten Teil sieben Préludes von Claude Debussy aus den Jahren 1909 bis 1913 sowie „L‘Isle joyeuse“ von 1904, im zweiten Teil die „33 Variationen über einen Walzer von Diabelli“ op. 120, dem letzten großen Klavierwerk Ludwig van Beethovens , fertiggestellt 1823. Alles ungemein anspruchsvolle Werke mit höchsten Anforderungen an den Pianisten.

Einige der Préludes konnte man passend zur Jahreszeit durchaus als „herbstliche“ Stimmungsbilder verstehen wie die „Feuilles mortes“ (Welke Blätter) oder auch „La Cathédrale engloutie“ (Die versunke Kathedrale). Gustav Piekut verstand es, die große musikalische Farbpalette des impressionistischen „Malers“ Debussy fein differenziert und nuanciert einzusetzen. Mit perfekter Anschlagstechnik brachte er die Vielfalt der unterschiedlichsten Klangbilder brillant zum Leuchten. Schwerelos ließ er die Töne perlen, flirren und schwirren, immer mit scheinbarer Leichtigkeit, zuweilen mit atemberaubender Geschwindigkeit – die „Schule der Geläufigkeit“ hat Piekut offensichtlich mit Bravour absolviert. Zart und einfühlsam erklang „Canope“, entsprechend der Anweisung des Komponisten „Très calme et doucement triste“ (Sehr ruhig und süß traurig) Aber auch mit zupackender Wucht und starkem Ausdruck konnte Pikut überzeugen, wie etwa mit „Feux d‘artifice“, mit dem er ein wahres Feuerwerk abbrennen konnte.

Nach der Pause dann das andere „Schwergewicht“: die Diabelli-Variationen op. 120 von Ludwig van Beethoven. Sie stehen in einer Reihe mit Johann Sebastian Bachs Goldberg-Variationen, den Händel-Variationen von Johannes Brahms und Max Regers Bach-Variationen. Auf einen schlichten Ländler von Anton Diabelli schrieb Beethoven 33 Variationen und schuf damit ein Werk, das der große Hans von Bülow schwärmerisch als einen „Mikrokosmos des Beethovenschen Genius, ja sogar ein Abbild der ganzen Tonwelt“ bezeichnete. In der Tat entfaltet Beethoven in diesem kolossalen Werk die ganze Spannbreite seiner Kompositionskunst und stößt zugleich an die Grenzen der klassischen Musik schlechthin, ja überschreitet sie eigentlich schon. Trotz einer Spieldauer von etwa einer Stunde war dem Pianisten kein Nachlassen der Konzentration anzumerken. Bis zum Ende war Piekut absolut präsent. Dabei spielte er alles – wie vorher auch schon die „Préludes“ von Debussy – auswendig. Das Konzert dauerte insgesamt gut zwei Stunden, die Pause nicht mitgerechnet. Für den Pianisten insgesamt eine gewaltige Aufgabe, die der 21-jährige Piekut aber mit großer Souveränität meisterte. Die Welt wird von diesem hoffnungsvollen dänischen Nachwuchstalent sicherlich noch einiges hören.

Das begeisterte Publikum dankte mit tosendem Applaus. Gustav Piekut verabschiedete sich mit dem 1. Satz, dem „Allegro“, aus der Klaviersonate Nr. 1 f-moll op. 2.1, einem Frühwerk Beethovens.

www.wn.de